ganske roligt: »Kanske jeg ogsaa i kveld skal faa mad af hundekoppen?«
Bolla-Ola og hans kone havde flere børn sammen, som blev indgiftede paa bygdens bedste gaarde. Fra dem nedstammer en vidtforgrenet, i egnen høit anset slægt, og hans ætlinger har alle i arv faaet stamfaderens størrelse og styrke. «Han er af Bolla-Ola-ætten«, er i opdalingens mund det bedste skudsmaal, han giver en sambygding; thi det er et udtryk for, at han er en stor, sterk, vakker, retsindig og brav mand i alle henseender.
Fortalt mig af lensmand John Mjøen af Opdal. Et noget lignende sagn om et giftermaal mellem en fattig gut og en rig gaardjente lever ogsaa i Mjøen-ætten.
Tredie pintsedags eftermiddag 1706 havde sognepresten til Orkedalen, den ærværdige Edvard Meyer, samlet en del af bygdens mænd i stuen paa prestegaarden. Blandt gjesterne var ogsaa en student fra Throndhjem ved navn Jens Holck, som samme dag havde prædiket meget opbyggeligt i Grøtte kirke. Da indfandt kaptein Gregorius Allesguts sig i laget. Han var overstadig drukken og fandt snart anledning til at egle sig ind paa studenten med spottegloser og ukvemsord. I førstningen brød Holck sig ikke noget om det; men da kapteinen gav ham et ørefigen, kogte hans vrede omsider over. Først gav han kapteinen alvorlige prygl – thi han var en bomsterk karl – og siden
