ham en smule mismod; bestandig maatte han da vente paa sin mad, indtil gaardshunden havde ædt; thi de aad af en og samme kop.
Bolla-Ola kom siden ud i bygden for at tjene. Stor og sterk var han, og det var, ligesom lykken føiede ham i et og alt. Der var mere end en gaardmandsjente, som kastede sine øine paa den staute gut, og mere end en høiættet bonde vilde gjerne havt ham til maag, endda han var kommen af fantestien. Den eneste, som endnu ikke kunde fordrage ham, var gamle Paal paa Barstad. Det bar da saa til, at Paals datter, som var indgiftet paa gaarden Loe, blev enke og Bolla-Ola kom did som husbondskarl for at styre bruget for hende. Om ikke ret lang tid blev Bolla-Ola gift med enken paa Loe, til trods for at Paal ikke likte partiet. Men bygdefolket mente dog, at Bolla-Ola ikke var den, som gjorde det bedst af de to, om det skulde komme an paa det, endda der ikke var noget at sige paa gaardenken paa Loe i nogen maade.
Da gamle Paal havde knurret af sig den værste rid, gik det op for ham, at fantegutten «Bolla-Ola» ikke var som værst maag endda, og snart var det ingen maade paa, hvor vel han vilde gjøre det for ham paa sin vis. Julen efter kom Bolla-Ola og hans kone som gjester til Barstad. Det var en ganske anden modtagelse, Ola fik af Paal nu, end dengang han for aar tilbage kom til gaards i sin moders følge; men saa kom han jo ogsaa derhen som den agtede maag. Det ene minde fra de svundne aar efter det andet seg ind paa ham. Han var taus og faamælt, og da Paal med en godslig spøg tog ham i armen for at faa ham til at sætte sig indpaa bænken ved kveldsbordet, kom det
