I et dyrtidsaar – sandsynligvis i 1743 – da sult
og sot gik herjende gjennem de gudbrandsdalske bygder,
tyede dølerne i store skarer over dovrefjeld for at
finde livsophold i de throndhjemske dalfører, hvor tilstanden
var noget, skjønt ikke ret meget bedre.
Paa gaarden Barstad i Opdal boede dengang en bonde ved navn Paal, der var ligesaa bekjendt for sin velstand som berygtet for sin paaholdenhed og haardhjertethed. Om julekvelden kom en dølejente tilgaards. Stor og sterkvoksen var hun, men paa fjeldet havde hun havt haardt veir, saa hun var ganske forkommen af sult og kulde. Paa ryggen bar hun en gutunge, paa hvem hun havde slæbt den hele vei. Hun kaldte sig Bolla og bad om mad og husly. Den sølvknappede bonde snakkede vel noget om fyrkjer og landstrygerpak, men siden det var en hellig juleaften kunde han ikke godt negte hende tag over hovedet og varme. Mad fik hun ogsaa til sig selv og barnet; men den fik hun i hundekoppen. Den næste dag var Bolla saa ussel, at hun ikke kunde tænke paa at drage videre, og jo længere det led ud i julen, desto daarligere blev hun, og inden helgen var omme, grov man hen- des grav lige indenfor muren paa Opdals kirkegaard.
Den moderløse gut, som hed Ola, og som man efter moderen kaldte Bolla-Ola, da ingen vidste hans fadersnavn, blev paa Barstad, indtil han var vokset til. Han havde vel aldrig vidst af bedre dage at sige, og han syntes derfor, han havde det godt i alle maader, skjønt der vankede nok baade af slag og onde ord. Kun engang imellem, naar han vaad og sulten var kommen hjem fra gjetslerne, kunde der komme over
