befandt sig ikke langt fra det sted, hvor katastrofen var foregaaet, ilede til for at redde.
»Og der amtmanden saa sin grav
og fod ei kunde flytte,
mod al forhaabning Gud ham gav
hans liv saasom et bytte«,
synger Peder Dass.
Ud paa vinteren drev bølgerne et lig ind mod Herølandet. En fisker, som fandt det i taren, gjenkjendte straks i det den af høie og lave begrædte Reinhold Fredrik Tønder. Han saa til sin store glæde, at hverken klæder eller andet, som Tønder havde paa, havde lidt nogen større skade og satte sig i besiddelse deraf, men liget roede han atter ud paa fjorden og sænkede det ned. Da han senere søgte at afhænde de røvede gjenstande, kom hans ugjerning for lyset, og han blev paa hjemtinget af øvrigheden dømt til at kagstryges og brændemerkes.
I hr. Michels sag kom denne sørgelige begivenhed til at spille en rolle, der neppe var til hans skade. Presten havde nemlig gjennem prokurator A. Schiøtt i Throndhjem – en lovtrækker af samme tvetydige art som hans kollega, den senerehen noksom bekjendte Povel Juel i Bergen – ladet provsterettens dom indanke for kapitelet og udvirket en stevning af 3die oktober 1704 over provsten og hans meddomsmænd. Amtmand Ove Skjelderup havde paataget sig at besørge stevningen i rette vedkommendes hænder, da anden
