Den 27de oktober 1704 indtraf der i Alstahaug prestegjeld i Nordland en rystende begivenhed, der aldrig vil gaa Nordlændingen af minde, saalænge Volqvartz’ og Petter Dass’ sange er paa hans læber.
Den nys udnævnte amtmand over Nordlandene, thrønderen Ove Skjelderup, var netop paa reisen opover til sit embedsdistrikt og havde i nogle dage ligget veirfast paa gaarden Hellesvigen, hvor fogden Peter Angell boede. I følge med ham var ogsaa den unge Reinhold Fredrik Tønder, der eiede den gamle adelige sædegaard Dønnes i Næsne prestegjeld, et af de største jordegodser nordenfjelds, og som nys var bleven forlovet med biskop Peter Krogs datter Sophia Amalia. Den nævnte dag lod veiret til at ville bedage sig noget, og tiltrods for madame Angells forestillinger besluttede de sig til at lægge over til Herø, hvor kirken laa. Da de var komne midtveis ud paa Alterfjorden – saa hedder den bugt, som skjærer sig ind mellem Herøen og Hellesvigen – hvælvede en rosse baaden, og alle mennesker, som i den var, samt hele den medbragte bagage styrtede i søen. Det lykkedes de fleste, blandt dem baade amtmanden og den unge Tønder, at komme op paa hvælvet, men neppe sad de der, før baaden straks rullede om paa ret kjøl igjen, hvorved alle de, som havde reddet sig paa hvælvet, paany fik et koldt bad. Ove Skjelderup, der var en mand af usedvanlig legemsstyrke, reddede sig i baaden selv femte, men den unge Tønder stivnede straks og forsvandt i dybet, før de andre kunde komme ham til hjælp. Ialt omkom 6 af de 11 mennesker, som havde lagt ud i baaden fra Hellesvigen. Nogle fiskere, som
