der en stor mængde mennesker fra de omliggende bygdelag, som havde samlet sig-for at overvære det blodige skuespil. Medens bøddelen gjorde sine forberedelser, bestræbte hr. Michel Hegelund sig for at trøste den bekymrede dødsdømte. Han vendte sig endnu engang til fuldmægtigen og spurgte, om der da slet ingen naade eller frist var at faa. Men denne var døv paa det øre og mente, at retten maatte have sin gang. »Findes der da«, udbrød hr. Michel med saa ø sterk røst, at det hørtes vidt og bredt’ »i hele denne mængde, som her er forsamlet, ikke en eneste, som føler saapas medlidenhed med den arme synderinde, at han vil tage hende bort fra en forsmædelig død«. Straks raabte en stemme i hoben, at han vilde gifte sig med Anne Larsdatter, «hvis fa’r og fogden ei havde noget derimod». Kredsen blev brudt og Ole Nilssøn, en fantegut, som presten havde i sin tjeneste, traadte indenfor og gjentog sit tilbud. Fuldmægtigen gjorde vel endnu nogle indvendinger, men da presten erklærede, at han vilde paatage sig alt ansvar, indtil hendes sag paany blev undersøgt, og lovede at bære alle udgifter ved hendes underholdning i mellemtiden samt bekoste mestermandens reise, om han anden gang skulde blive beordret derhen, maatte fuldmægtigen tilsidst give efter. Han vidste vel ogsaa godt, hvad almuens mening i denne sag var, og syntes derfor, han gjorde alt, hvad der med billighed kunde forlanges af ham, naar han skjød de omstaaende til vidner paa prestens forpligtelse. Trolovelsen foregik nu efter det brugelige ritual i fuldmægtigens, mestermandens og hele almuens overvær, og efter endt høitidelighed drog presten med det nyforlovede par fra retterstedet hjem til prestegaarden.
