aabenbare sted, hvor alfare vei forbifalder, til forskrækkelse og afskyelig spektakul». Pigen vedtog dommen, men da baade amtmanden, Kristofer Heideman, og hans fuldmægtig var fraværende paa reiser, og ingen eksekution uden deres samtykke kunde finde sted, blev hun endnu et halvt aars tid siddende i fængsel.
Først den 3die januar 1702 indfandt fogdens fuldmægtig, den ovenfor omtalte Lars Løvberg, og mestermanden Kristofer Arntsen sig for at afhente den ulykkelige forbryderske til henrettelsen. I følge med dem var ogsaa presten til Karlsøen, hr. Michel Jenssøn Hegelund, der var en mand i sine kraftigste aar. I den lange ventetid havde han set flittig til barnemordersken og formanet hende til at vende sine tanker fra det jordiske. Men da det lakkede mod hendes dødsstund, blev hun meget angst og urolig tilsinds, saa hr. Michel – efter hvad han senere paastod – følte inderlig medlidenhed med den skrøbelige unge synderinde. Han havde derfor aftenen i forveien og tidlig om morgenen gjort nogle forsøg paa at faa henrettelsen udsat; men de var kort og tvert blevne afviste af fuldmægtigen. Paa veien til retterstedet fulgtes de side om side; presten gjentog da sin forbøn for forbrydersken og lod falde nogle ord om, at han halvt om halvt var begyndt at drage i tvivl, hvorvidt hun ei var bleven dømt uskyldig. Han sluttede med at henstille til fuldmægtigen, om det ikke var det bedste, at man først oppebiede en høiere rets kjendelse. Men denne svarede but, at nu var det for silde; henrettelsen havde været udsat saa længe, at ingen yderligere forhaling burde finde sted. Da de var komne til retterpladsen, hvor graven allerede var opkastet, sluttede endel mænd af sognet kreds om dem. Udenfor stod
