fortælles. Den hele sag er et ganske merkeligt vidnesbyrd om, hvilken justits der øvedes i Nordlandene i det første decennium af forrige aarhundrede.
Den 30te marts 1701 holdtes vaarthing for Helgøens thinglag i Tromsø sorenskriveri paa gaarden Nordeidet. Blandt de sager, som sorenskriveren, Søren Pederssøn Bogøe, og de med ham opnævnte lagrettesmænd denne gang havde at dømme i, knyttede folks opmerksomhed sig navnlig til en, der havde vakt en sørgelig opsigt der i egnen. Lars Hanssøn Løvberg, der tidligere havde været foged i Tromsøen, men nu paa sine gamle dage levede af at reise som fuldmægtig i eftermandens Jørgen Aarhus’s erender, fremstod som anklager paa det offentliges vegne mod pigen Anne Larsdatter af Karlsøen, der var beskyldt for barnefødsel i dølgsmaal og fostermord; hendes sag blev ikke bedre derved, at hun havde udlagt en gift mand til barnefader. Hun benegtede vistnok paa det bestemteste at have taget sit barn af dage. Men de oplysninger, som blev fremført af hovedvidnet i sagen, var imidlertid af en saa graverende natur, at retten fandt hende skyldig og dømte hende til etat miste sin hals og hendes hoved at sættes paa en stage, andre saadanne ukristelige mennesker til eksemplariter straf».
Tre maaneder efter stadfæstede lagmanden i Stegen, Fredrik Henrik Schønnebøl, dødsdommen med udtrykkelig bestemmelse om, at hovedet »skulde sættes paa et
