det fortalte han siden baade tit og ofte – for hvert
slag, han gav fanten, syntes han, han blev baade sterkere
og haardere. Tilslut maatte Isak dog labbe af
gaarde. Men idet han strøg paa dør, vendte han sig
og sagde til Peder: «Havde du ikke havt denne filletangen
din, saa skulde du nok have set, hvad vei
det var gaaet med dig«.
– Det niende mandshjerte fik Isak nok ikke fat paa. Thi et par aar efter, at Peder havde været i kast med ham, blev han dræbt etsteds nede i Smaalenene. Engang han laa og sov, listede folk sig ind paa ham med langskjæftede økser og kløvede skallen paa ham.
Fortalt mig sommeren 1883 af Børge Hakloen i Nordmarken, en dattersøns søn af Peder Haakenstadenget.
Det var for ikke ret lang tid tilbage en gjængs
tro blandt almuen hertillands, at en dødsdømt kvinde
vilde blive benaadet paa selve retterstedet, naar der
fremstod en mand, som tilbød sig at tage hende tilegte.
I første saml. (1 udg.) af professor L. Daaes norske
bygdesagn findes der saaledes en fortælling om en
kvinde fra Øiestad, som helt til sin sidste stund klyngede
sig til haabet om, at hendes elsker vilde fremstaa og
frelse hende af bøddelens haand paa denne maade.
Det er denne overtroiske forestilling, der som en rød traad gaar gjennem de begivenheder, som her skal
