deres slæder saa fast, at de hverken kunde røre arm eller fod, og dermed overlod han det til hestene at bringe den hver hjem til sit. Men Peder likte sig ikke, da han vel var kommen frem til Strømmen, for han kunde hverken faa madro eller nattero. Thi saasnart det rygtedes, hvorledes han havde tugtet Skedsmoslagsbrødrene, vilde alle se ham og takke ham for det; slig skræk havde der staaet af dem.
En af de værste bygdeplager søndenfjelds i midten af det forrige aarhundrede var en tater, som man kaldte Isak hesteskjærer. Der fandtes ikke det moders barn, som ikke var ræd ham; thi baade kunde han svartebogen udenad, og desuden paastod han selv, at han gik med otte mandshjerter i lommen, og fik han saasandt det niende, skulde intet menneske vinde bugt med ham.
En dag stod Peder hjemme i smedjen paa Haakenstadenget og rettede paa en plog for en af naboerne. Inde i stuen sad hans kone og de andre kvinder paa gaarden og spandt stry. Da kommer Isak luskende ind; han sætter sig paa peisen og forlanger at faa sat frem mad og drikke, ret som han skulde være mand paa gaarden. Da man ikke øieblikkelig efterkom hans ønske, begyndte han at styre og bande og true med alt det, som ondt var. Peders kone gik da ud paa tunet og raabte: »Du faar komme ind, du Pe’r; der er en herinde, som du nok maa snakke lidt tilrette«. Peder havde faaet et nys om, at hesteskjæreren var paa farten; men at møde ham med tørre næver alene havde han ingen større lyst til. Saa gjorde han smedetangen saa gloende, som han var istand til at holde den, og med den i næven gik han op i stuen. Her drev han til tateren med den af alle livsens kræfter. Men –
