soldat i tiaarskrigen, og den vaar, svensken laa i landet, havde han tre gange maattet marschere sin egen husdør forbi, uden at han fik lov til at titte indom den; »thi det var meget strengt i tjenesten i de dage, maa vide«. Engang den samme vaar kom der dragende en svensk trop over Hadeland; to soldater, som hørte til den, tog ind i stuen paa Haakenstadenget. Konen satte frem øl og mad for dem. Da blev de var den vesle, som i vuggen laa. Den ene af dem sagde:. «Jeg tror, jeg dræber den lille gossen der. Hvad mener du?« «Aa nei, gjør ikke det», sagde den anden. »Vi lever saa alligevel ikke den dag, da han gjør os nogen skade«. Disse ord gik moderen til hjerte, som man nok kan tænke sig; men det er dog troligt, at det ikke var saa alvorlig ment med truselen.
Da Peder voksede til, blev han stor og sterk, – saa sterk, at man skulde søge lang led, før man fandt hans ligemand. En vinter laa han paa tømmerkjøring til Strømssagen. Færdesveien var ikke saa aldeles tryg i de tider. Dengang var det især tre karle fra Skedsmo, som stadig laa der og forulempede de veifarende med trusler, slag og knivstik, saa det stadig gik paa livet løs. En dag, som Peder kommer kjørende med sit stokkelæs, farer en forbi ham, som han var gal og rasende. Men i farten raabte han til ham, at han skulde se sig for; thi nu var Skedsmo-kjæmperne ude. Peder lod, som han hverken hørte eller saa noget og fortsatte sin reise. Det varede heller ikke længe, før han raakede sammen med slagsbrødrene. Den ene hilsede Peder med et svøbeslag i ansigtet; men denne tog det hele meget koldblodigt. Først julede han karlene ganske alvorlig igjennem, saa bugtede han dem sammen, den ene efter den anden, og surrede dem til
