Anne Larsdatter blev i prestegaarden i flere aar,
og i denne tid var hun, den dødsdømte barnemorderske,
den snilleste og omhyggeligste fostermoder for de
smaa Hegelunder, efter hvert som de kom til verden.
Almuen i hr. Michels menighed betragtede hans gjerning
næsten som en stor og god handling: endnu den
dag idag taler nordlændingen om den djerve prestemand,
som fik baade foged og mestermand til at staa
til skamme.
Hr. Michels ry gik trindts om over Nordlandene; men merkelig nok varede det længe, før der blev rørt videre ved den hele sag. Man skulde næsten tro, at Lars Hanssøn Løvberg ikke var den eneste repræsentant for øvrigheden der nord, som ei var paa det rene med, hvorvidt hr. Michel handlede i sin gode ret eller ikke. Det er ikke umuligt, at alt vilde være bleven afsluttet med det, som hidtil er fortalt, hvis ikke hr. Michels overordnede og avindsmand, provsten hr. Oluf Audunssøn paa Tromsøen, havde anmeldt sagen for regjeringen, og saaledes givet anledning til, at den blev behandlet paany.
Under 13de januar 1703 lod kong Fredrik IV sagen forelægge det theologiske fakultet til erklæring, hvilken afgaves den 18de næstefter i følgende ordelag:
»Vi finder ganske ingen anledning enten i Guds eller kongens lov til denne hr. Michel Hegelunds formastelse, at han under prætekst af en trolovelse med en mandsperson, som kom løbende og begjærte synderinden tilægte paa retterstedet, har villet forhindre eksekutionen og justitiens fremgang efter en formel lovmæssig dom, hvorfor vi
