komme. Men nede i bakkeheldingen gik finnens bjeldeko og græssede. Den slog rakkerne overende og skar yveret af, og da det vel var gjort, strøg de til byen igjen.
Ved Haklovandet slog to finnefamilier sig ned. Den ene rydningsplads, som laa oppe paa haugen, kaldtes Tomten, den anden, som laa ved den nuværende færgestøtange, bed Kasbenhus. Af begge disse pladse skal grundmurene endnu tildels findes bevarede. Kasbenhusen var en dygtig skytter og tjente mangen vakker skilling paa vildt, som han afsatte i Kristiania. Spurgte hans kunder ham, hvorfra han var, svarede han: «Fra Kasbenhus». Det syntes mange var et rart navn, og de vilde derfor gjerne have nærmere forklaring; men det vilde han ikke vide noget af: »Jeg er fra Kasbenhus, hør saa i fankens skind«, var hans eneste svar paa de gjentagne spørgsmaal. Men hvor Kasbenhus laa, syntes han nok, kom ingen ved.
Paa pladsen Aagaardslien eller Langlien boede der engang en finne ved navn Henning; han havde en broder, som hed Michael, som boede paa pladsen Hullet i Sørkedalen.
Henning var en meget slem og ondskabsfuld mand. Ikke desmindre sagde hans kone, da han døde: «Han Henning blev nok salig, han. Thi Guds engle sad i badstuegluggen og gol som korper». Hun stod i den formening, at tre korper, som hun havde set ved udhusene paa gaarden, var Guds engle, som var udsendte for at føre hans sjæl til himmerige.
Da Hennings lig skulde føres til Norderhovs kirke, drog det vel længe ud, før hans broder Michael, som var buden til gravøllet, indfandt sig. Man syntes ikke, man kunde vente længere paa ham, og ruslede saa i
