mage det saa, at han for fremtiden kunde være forskaanet for saadant pak.
Ikke langt fra det sted, hvor vandet bøier af og skyder en bugt sydover mod Hakloen, laa der dengang en flad, skogbevokset ø. For den, som kom roende nordfra, havde den nærmest udseende af at være en langstrakt odde af fastlandet, da det brede og dybe sund, som adskilte den fra dette, var umuligt at opdage fra den kant. Siden dæmningerne blev opførte for tømmerflødningens skyld, staar vandet over øen i flere favnes dybde, saa den nuomstunder kun i klart veir og ved lav vandstand kan skimtes som en grunding i søen.
Tharald styrede hen til denne ø og satte rakkerknegtene i land der, gav dem saa veiledning om, hvad retning de skulde tage opigjennem skogen og skabte sig saa troskyldig at selv disse folk ikke fattede spor af mistanke til ham. Derpaa roede skalken tilbage. Rakkerne gik øen rundt flere gange, før de forstod, at Tharald havde narret dem. Men da skjønte de og, at det var finnens mening at lade dem omkomme der af hunger; thi der var mere end en fjerding til nærmeste menneskebolig. De hujede og skreg og skreg og hujede hele den dag og natten med. Tharald hørte dem nok, men lod dem blive, hvor de var. Da det led ud paa den anden dag, fik bonden paa Hakloen tilfældigvis høre deres nødraab og kom dem til hjælp. Siden den tid bar øen navnet Rakkerøen.
Et par dage efter indfandt rakkerknegtene sig igjen ved Sandungen for at takke Tharald for sidst, og denne gang havde de 6, 8 kammerater i følge med sig. Tharald og hans folk skjulte sig da med sine vaaben i badstuen, saasnart de viste sig, saa did turde de ikke
