som med isnende skrig har kaldet Tharald ved navn. Det har været hans tjenestegut, som han maa have dræbt og kastet i tjernet, siger man.
Tharald fik sig snart en anden tjenestegut, som ogsaa var nordmand. Da han havde havt ham hos sig et par aars tid, vilde han gjøre op med ham paa lignende vis. En julekveld, da man badede sig i badstuen efter gammel skik, var Tharald først i bad og sørgede for, at der var fyret godt op, da gutten klædte sig af og gik derhen. Han stængte saa døren til stuen, hvor guttens klæder laa. Thi, tænkte finnen, brændte han ikke op i badet, saa skulde han fryse ihjel i den strenge kulde udenfor. Det varede ikke længe, før nordmanden stod ved stuedøren og bad om drikke. Tharald rakte straks en øltrøise ud gjennem en glugge i væggen; men da gutten kom hen for at tage den, hvælvede han den ud over ham. Nu skjønte han, hvad finnens mening var, sprang med al sin magt mod døren, saa den fløi i stumper, og styrtede ind i stuen. Her stod finnen færdig med en ljaa for at tage imod ham. Men nordmanden forstod at sno sig saa behændigt, at han fik vaabenet vristet ud af Tharalds hænder, og nu dængte han løs paa ham saa længe, til han gav kjøb og udbetalte ham hans tilgodehavende løn, hvorpaa han straks forlod ham.
Engang kom der to rakkerknegte over til Sandungen paa sin reise til byen. De havde været oppe paa Ringerike etsteds og skaaret ned en mand, som havde hængt sig; thi sligt hørte med til uærlige folks bestilling. De fik – men neppe med det gode – Tharald til at skydse sig over Sandung-vandet. Finnen var ærgerlig herover og lovede sig selv, at han skulde
