som forvildede sig til de trakter, hvor finnerne havde slaaet sig ned, kom til at bringe bud til bygden om, hvad han maatte have set. Saa skarpt stod den gamle befolkning og indflytterne mod hverandre.
Anlægget af Bærums verk i det 17de aarhundrede gjorde en ende paa denne eiendommelige tilstand, idet nye næringskilder aabnedes for de finske nybyggere, som herved kom i nærmere berøring med udenverdenen. De gamle koier og gaarde, hvis navn man forgjæves vil søge ide gamle matrikler, afløstes af nye bedre boliger, og efterhaanden blev befolkningen fuldstændig fornorsket; men endnu den dag idag bevarer bonden i Nordmarken paa mange steder med selvfølelse mindet om sin nedstamning fra «de tusen sjöers land», med hvis befolkning han fremdeles har mange træk tilfælles, som de forløbne aarhundreder ikke har formaaet at udviske.
Blandt dem, som ryddede i Nordmarken, ved sagnet først og fremst at nævne en finne, som havde sit hjem ikke langt fra pladsen Sandungen. Man kan endnu i nord for denne se resterne af hans hustomt. Hans navn var Tharald (eller Harald, som nogle kalder ham). Der stod stor skræk af ham over hele marken og Ringerike, og der kunde nok være god grund til det, for han var grum og havde derhos ord for at forstaa sine kunster. Engang havde han en nordmand i tjeneste hos sig og blev ham flere aars løn skyldig. Saa gjorde han sig et erende til det lidt søndenfor Sandungen liggende Skydsskaffertjern og tog gutten med. Hvad de her tog sig for, siges ikke; men Tharald kom alene hjem. Men lang, lang tid efter har der ved Skydsskaffertjernet for de jægere og fiskere, som har færdedes der omkring, vist sig et gjenfærd,
