Sagnet vil med bestemthed vide, at de fleste gaarde og pladse i den nordre del af Nordmarkens skogstrækninger fra først af er ryddede af indvandrede finner. Om saadanne bebyggelser ved Spaalen (Finnerud paa vestsiden og Spaalsæteren paa nordsiden), Katnosa (Fagerlid), Sandungen, Hakloen, Langlivandet, Fyllingen og Fortjernet (Fortjernsbraaten) har man endnu den dag i dag saa nøie besked, at man tildels kan paavise gaardstufterne. I almindelighed ses finnerne til sine bosteder at have valgt egnene om bækkeosene. Her sved de af bakkeheldene og saaede rug og næper i braaterne.[1] Deres kvæg fandt næring i skogene og paa myrerne, og deres fornemste spisekammer var de paa abbor og ørret uudtømmelige tjern og skogene, hvor orren og tiuren legede i slige masser, at en nutidens jæger kun i sine dristigste drømme kan danne sig forestilling derom. I de vilde, ensomme skogtrakter henlevede finnen saaledes sit nøisomme liv, idet han kun nu og da kom i forbindelse med udenverdenen. Hændte det en gang imellem, at han nødtes til at drive handel i byen eller søge ned i tættere befolkede bygder, forstod han altid med stor behændighed at afvende nærgaaende spørgsmaal om, hvem han var, og hvor han hørte hjemme. Til gjengjæld for den forfølgelse, som blev ham til del fra den norske bondes side, skal det og yderst sjelden have hændt, at en nordmand,
- ↑ Paa somme steder ved man endnu at paavise aabne pladser i skogene, hvor de tærskede rug paa bart fjeld, ligesom man ogsaa i nærheden af tomterne af de forladte finnegaarde kan se deres »næpekjeldere«.
