i væbnede opbud, som bønderne dels paa egen haand, dels efter øvrighedens foranstaltning fik istand, er saa at sige en selvfølge og .hørte paa sine steder til dagens orden. Allerede i oktober maaned 1710 var det nødvendigt over de tre sydlige amter at foretage en ny klapjagt, hvis udfald dog ikke er bekjendt. Ogsaa fra Vestlandet hører vi 1721 om et almindeligt opbud mod de røvere, tyve og løsgjængere, som i stort antal huserede i Bergens stift. Hvad udbytte disse ekspeditioner bragte, vides ikke, og forsaavidt er de uden interesse. Men at de ikke har været ganske blottede for et eller andet humoristisk moment, synes at fremgaa af følgende.
Den 25de marts 1723 skriver den forrettende prest i Nes i Hallingdal, Andreas Boyesen, til statholderen, geheimeraad Ditlev Vibe:
«Naadige herre.
Min egen tarv saavelsom andres livs og godses frelse obligerer mig herved underdanigst at an- drage for deres ekscellence den ugudelige retirade, som mordere, tyve, desertører og skalke søge her tilfjelds i Hallingdalen, hvilke opholde sig om sommeren paa det vilde field, som grænser mellem Aal, Valders og Leirdal i Bergenhus stift, der er paa alle kanter til bygderne af 4, 5 og 6 mile. Om vinteren opholder de sig uden frygt nede i Leirdal eller i en eller anden fordærvelig plads, som kan ligge under eller i fjeldene; og siger almuen, de sig ikke understaar af sig selv at antaste dem, en stor del af frygt, at dersom de skulde undkomme enten for dem selv eller rømme af noget fængsel, da hevnede de sig siden paa dem
