finner, skulde som udi forrige tider, da vi krig havde,[1] baade formyrde folk i deres huse og berøve os vore heste og kvæg, som de den tid gjorde. Bønfalder derfor udi allerdybeste underdanighed, at de af eders kongl. maj.t maatte udryddes eller og paa andre steder forflyttes, at vi eders kongl. maj.ts skattebønder ikke af dennem udi grund skulle blive ødelagte. Saadan stor naade vil den allerhøieste Gud rigelig belønne, og vi stedse daglig forbliver med vores bønner til Gud den allerhøieste o. s. v.»
Under den retsusikkerhed, som forholdene under krigen mod Karl XII medførte hertillands, vandt de finske omstreifere et vist ry for sin frække paagaaenhed, og det had, befolkningen nærede til denne race, øgedes derfor. At denne stemning oftere gav sig luft
- ↑ Klagemaalene over de indflyttede finners troløshed under Gyldenløvefeiden er neppe saa begrundede, som den norske bonde gjerne vilde udgive dem for at være. Der findes tvertimod flere vidnesbyrd om det modsatte. I 1686, da en almindelig udrensning af grænsebygderne skulde foregaa, fandtes der saaledes i Solør flere finner, for hvem de norske bønder gik i forbøn. Om en af dem heder det i fogdens knappe optegnelsen «Simen Mattisen, 41 aar gammel, er finsk født, gaar i bygden og svarver, kan intet med skytteri, haver og udi forleden krigstid været fangen med 7 soldater fra sal. hr. kaptein Ole Ellingsens kompagni, som han hjalp til rømning og skaffede dem med sig til Norge igjen med stor livsfare og svam over søer og tog baade at hjælpe dennem frem med og fødet sig udi seks dage med redder af marken, som de berettede«. Som et eksempel paa, hvor trofast den finsk-norske grænsebefolkning under de senere krige helt ind i vort aarhundrede viste sig mod sit nye fædreland, kan anføres, at folkene paa Jerpset (Tron Jerpset og hans forfædre) var af ublandet finsk herkomst.
