hos regjeringen gaa ubenyttet hen. Imidlertid blev hans sorg snart slukket og hans nidkjærhed dæmpet; thi tre af omstreiferne blev igjen snart fakkede og den fjerde, der ansaas for deres hovedmand, paagrebes seks ugers tid senere af en norsk soldat indenfor den svenske grænse.
I de følgende aar ses lignende klapjagter oftere at have været anstillede. I Bærum paagrebes saaledes i 1703, en hel bande af omstreifere, og paa Ringerike blev der ogsaa opbudt almue og militær for at fri egnen for lignende aat. Ikke desmindre vedbliver almuen at føre de samme klagemaal som før over «skogfiendernes» indtrængen. Fra Elverum indgiver 8 bønder i august 1704 følgende bønskrift, der ganske vist har rørt kong Fredrik IV’s landsfaderlige hjerte:
»Vi fattige eders kongl. maj.ts skogbønder af Elverum og Aamots prestegjelde i Østerdalen har allerunderdanigst for vores allernaadigste overherre og konge at beklage, hvorledes skogfinnerne tilføier os stor skade, idet at de indfalder udi vore gaardes tilliggende skoge, og i synderlighed om vaaren paa skaren baade paa søgu og høitidelige dage nedfælder elgsdyr, fordriver dem af skogene og fordærver vore veidesteder saa og betager os vore fiskevand, foruden at de ruinerer de almindelige skoge med tømmerhugst, saa og med braatebrænden, hugger og fordærver skogen, saaledes at paa det sidste vi eders maj.ts skattebønder ei kan svare vores kontributioner og skatters rettigheder. Særdeles lever vi udi stor befrygt for dennem, om det skulde hænde sig – hvilket Gud naadeligen afvende – at krig skulde paakomme, de da, som er et folk og besvogrede med de svenske
