Sverige og Danmark-Norge, voldte merkelig nok intet brud paa den trufne aftale, og klapjagten fandt sted paa den berammede dag, 4de oktober 1700. Udbyttet var overraskende stort. Det samlede antal af opsnappede kjeltringer kjendes ikke; men at slutte fra amterne Akershus, hvor 44 toges til fange, og Hedemarken, der afgav omtrent dobbelt saa mange, maa fangsten have været saa rig, at det neppe kan siges at være nogen overdrivelse, naar det i statholderens rapport heder: »Landet er i den grad fornøiet herover, at det ikke kan beskrives, da ingen længere kunde bo sikker og uden frygt, og var der bleven noget af krigen, havde dette pak gjort mere skade end de fiendtlige partier, hvorfor det ganske maa udryddes«.
Men eventyret var hermed ikke tilende. De paa Akershus i varetægt indsatte omstreifere fandt sig, som man vel kan tænke, ikke vel der, da udsigterne for liv og død neppe var dem synderlig gunstige. En kveld mellem kl. 10 og 11 benyttede fire af dem – deriblandt en forbryder, der ansaas for hovedmand for en hel bande – leiligheden til at rømme over voldene. Statholderen skummede af harme, da han fik underretning derom. Han skyndte sig derfor op paa slottet for at bese stedet, »og fandt jeg det særdeles bekvemt til derfra at komme ud af fæstningen og tilmed ei ubekvemt at komme ind i fæstningen«. Da han overvældede kommandanten med bebreidelser herfor, lod denne ham vide, at han ikke kunde gjøre noget derved, da feltmarskalken havde taget hans folk fra ham til arbeide. Som bekjendt stod vicestatholder Gabel og feltmarskalk Wedel aldrig paa god fod med hinanden, og det siger derfor sig selv, at han ikke lod en saa udmerket anledning til at sværte feltmarskalken
