ugjestfrie samfund, idet de slog sig sammen i store flokke og plyndrede og røvede, hvor de’kunde slippe til.
I aaret 1700, netop som det bryggede op til krig mellem Sverige og Danmark-Norge, antog uvæsenet en saa stor udstrækning, at man maatte gribe til alvorlige forholdsregler for at hemme dets omsiggriben. De svenske grænsebønder erholdt paa ansøgning tilladelse til at foranstalte en klapjagt paa alle de omvankende. kvæner, og alle de, som blev grebne, og som der klæbede mistanke for røveri eller tyveri ved, skulde uden rettergang straks hænges. Men da de ikke turde haabe at blive denne bygdeplage kvit, med mindre der foretoges lignende anstalter fra norsk side, henvendte de sig til fogden Jens Heide i Solør derom. Denne fandt, at han paa egen haand intet kunde gjøre. Men hans forestillinger faldt i god jord hos landets nye statholder Fredrik v. Gabel, der i vor historie har vundet større anseelse for sine utallige velmente projekter end for, hvad han ved dem opnaaede.
For at faa oprettet en overenskomst med Sverige om gjennemførelsen af denne plan, sendtes en mand opover til Stockholm. I hemmelighed havde statholderen instrueret ham om at udspeide alt, hvad der kunde komme den norske hær til nytte under et forestaaende indfald i Sverige. Overenskomsten, der selvfølgelig kun blev bekjendt for nogle faa indviede, blev sluttet, og en dag blev fastsat, da det knusende slag skulde rettes mod «alle løse finner«. Man haabede herved at opnaa, at «de herefter sig ikke skulde samrotte eller understaa noget at foretage, ei heller vores med dennem (ɔ: de svenske finner) colludere, som udi seneste krigstid passeret er«.
Den korte krig, som i august 1700 førtes mellem
