de store skogstrækninger, især da i almenningerne, hvor de fandt sit livsophold ved jagt og braatebrænding. Folket saa med alt andet end kjærlige øine paa disse uvelkomne gjester, og der vrimler af klagemaal over dem gjennem tiderne. Fra Solør og Østerdalen klages der saaledes i 1673 over, at de »meget dristelig og uforskammet ei alene indfalder i skogene og dem til største upligt og passerne til fordærv med braatehugst og brænden ødelægger’ saa og alt vildt skyder og forjager, samt fiskesøerne og smaavand“ udfisker». Sterkere og sterkere høres ankerne over deres mistænkelige færd. I 1699 kaldes de saaledes «det allerskadeligste ukrud for landet, som nogen tid tænkes kan, da de i ufredstid er de allerstørste spioner og vide alle gjenveie og stier i skogene, saa hver fattig mand maa frygte sig for deres overfald, røveri og tyveri«. Intet under derfor, at nordmændene – som Pontoppidan i sin Norges naturlige historie bemerker – behandlede dem «som man andetsteds behandler de lumpneste jøder«.
Besynderlig nok saa den svenske almue paa indflytterfinnerne med ganske de samme øine som den norske, og som det gjerne gaar efter ordsproget, at «frænde er frænde værst», var det især de i det 16de aarhundrede indflyttede Vermlandsfinners had, de senere ankommende fik at føle. De kvæner, som i slutningen af det 17de aarhundrede udvandrede til Sverige og Norge, var derfor ikke istand til at faa fast fod nogensteds. Forsøgte de at rydde sig et bosted i en eller anden almenningsskog, kom bønderne og kvænerne straks over dem og forjagede dem. Hjemløse og forfulgte som skogens vilde dyr hevnede de sig paa det
