med mord og brand. Heriblandt er og en forvoven ung frisk tyv og skalk, som kalder sig Lars svenske, som nogen stund efter, at han kom til bygden i Hemsedal, gav sig udi kammeratskab med en af sine lige ved navn Jan, hvilken jeg havde lyst af bygden. Disse have skammeligen bestjaalet folk, besynderlig en mand ved navn Ole Markegaard, hvorom tyvene siden er blevne uens, og da denne Lars Svenske vilde skyde den anden ihjel, mislingede hannem skuddet, og kuglen blev siddende inde i akselen. Han blev lægt i Slidre i Valders, hvor han nu siges at opholde sig. Den anden nu og hidindtil opholder sig i Leirdal i Bergenhus stift over fjeldet. Han haver undsagt mange paa sit liv, desligeste og mig, fordi jeg efter mit embede, den eneste gang jeg saa ham, haardelig tiltalte ham som et ugudeligt menneske og en løsgjænger, der intet pas eller bevis havde. Derover skal han have lovet at lægge sig paa min kirkevei, som er en mislig slem skog mod 3 mile over, for at skyde mig ihjel. Da paa det han med de andre, som er tvende bekjendte mandslagere af Aal, som ligger i fjeldet og overfalder folk, som gaar efter rensdyr, og flere saadanne, som stedse tilvokser, ikke skulle have deres ugudelige sikkerhed og engang anrette store ulykker baade paa bygderne, reisende og handelsfolk, som stedse reiser over fjeldet, haver enhver høi aarsage at bønfalde om, at deres ekscellence vil naadig ved deres høibydende anstalt lade dem paagribe, som efter mine ringe tanker bedst kunde ske ved nogle her af hvert steds tro, dristige, sterke militære, som fordelt maatte gaa forklædte,
