naade vil), andre saadanne deres lige til eksempel og eftersyn, og deres hovedlod at være forbrudt under kongl. maj.t, ihvor den findes«. Hermed blev det vistnok ogsaa. Thi den 27de januar stadfæstede de kommitterede i slotsloven Jakob Ulfeldt og Peder Vibe dommen, som de anbefalede fogden til hurtig ekspedition.
Allerede tidlig begyndte man omkring i bygderne at ansætte politi, som kunde holde fanter og tyvepak borte fra bygden og i nødsfald hjelpe bønderne, naar de blev antastede paa sine gaarde af dem. I sig selv var denne bestilling lidet anset, og fantefogderne eller stodderkongerne, som disse betjente kaldtes, var mangen gang ikke bedre end det aat, de forfulgte. Man har derfor eksempler paa, at folk, som havde forgaaet sig paa en eller anden vis, blev dømte til at overtage dette hverv. Hvorledes Faaberg i 1664 fik sin egen fantefoged fremgaar af følgende udtog af søndre Gudbrandsdalens retsprotokol for nævnte aar.
»Gullik sundmand fremkom for retten og foregav for nogen tid siden at have havt hos sig en fremmed fante, som havde lovet hannem ondt, for at han ikke gav hannem efter sin villie. Og straks derefter vederfores hannem ondt, at hans tørkestue opbrændtes. Et halvt aar derefter kom samme fante igjen til omrørte Gullik sundmand, som gav hannem nogle tørre hug. Da paa det
