stod ogsaa en mand, som aflagde ed paa, at Jens Holgerssøn havde holdt til i hans hus i de samme dage, ugjerningen blev begaaet.
Jakob Eggertssøn vilde ikke have nogen befatning med sagen, men opsatte et thingsvidne, hvori han med 6 lagrettesmænd afgav erklæring om, hvad der var bleven oplyst paa Fusdal, og sendte Jens Holgerssøn og Anders Kasperssøn over til sorenskriveren i Aker med dette brev. Da retten den ude januar sattes hos lensmand Haakon Skøyen, var de velvise dommere ilde farne. At konfrontere Jens Holgerssøn med Tollef Gudmundssøn var umuligt, da den sidste allerede i syv uger havde ligget paa steilerne. Det gik nu op for dem, at enten maatte Tollef Gudmundssøn have øvet ugjerningen alene, eller ogsaa maatte han ikke have kjendt den virkelige Jens Holgerssøn og været i ledtog med en anden, som havde fundet, at det svarede regning at gaa under Jens Holgerssøns navn. Paa den anden side fik de tilstrækkelig rede paa de tyvestreger, som Jens Holgerssøns og Anders Kasperssøns bande havde øvet – paa samme tid som de fik fuldgyldige vidnesbyrd mod de medlemmer, der havde skilt sig ud fra den eller begaaet andet forræderi –, at de trygt kunde afsige denne dom:
»Vi have ikke med en god samvittighed forsvarligen kunnet dømme Jens Holgerssøn til steile og hjul; men belangende hans og Anders Kasperssøns egen, utiltvungne frivillige tilstand for retten, for deres langvarige og mangfoldige tyveris bedrift og haandegjerning bør de efter tyvebalkens 1ste kapitel at have forbrudt deres liv til galge og gren (saafremt vores gunstige høie øvrighed dennem ikke til mildere straf be-
