Pigebarnet havde imidlertid kastet nogle klæder
paa sig og aabnede døren. «Da – hedder det i forhøret
– sprang Jens straks til sengen, til kvinden der
laa, og i det samme skreg kvinden tvende gange au,
au! Og straks med det samme skreg den ene pige,
som var noget fremvoksen, en gang au! og intet videre
hørte Tollef til dem; men af det mindste barn
hørte han slet ingen lyd eller raab».
Jens Holgerssøn var lidet tilfreds med sin færd. Tollef hørte ham brumme: »Jeg tænkte, at manden var hjemme, men det ser jeg, han ikke er».
Lidt efter hørte Tollef, at det ramlede sterkt inde i stuen. Han gløttede paa døren og saa ind. Jens var ifærd med at slæbe en stor kiste frem paa gulvet. Neppe blev Jens den anden var, før han greb sin bøsse og rettede den mod ham. »Agter du ikke paa», svor han, »saa skal jeg skyde dig til døde«. Tollef maatte da trække sig tilbage paa post igjen.
Fra veien trængte der en lyd af stemmer op til pladsen. «Kommer der nogen?» spurgte Jens. «Ja«, svarede Tollef, «retnu har vi folk her». Jens pakkede alt, som han havde rapset op af kisten, i et brunt klædesskjørt og strøg saa med bylten ind i høskjulet. Tollef fulgte med. De tændte saa en tyristikke og delte byttet mellem sig, Tollef fik paa sin part 2 daler og 3 ort foruden nogle mere eller mindre brugte klædningsstykker, som han straks tog paa sig. Da det var gjort, sagde Jens til Tollef: «Du faar se til at komme væk, det snareste du kan, for nu sætter jeg ild paa«. Krøblingen lod sig ikke det sige to gange, men lagde i vei det forteste, han orkede. Jens tog ham snart igjen, og de blev nu i følge til Lindebergsbækken, hvor veiene til Lørenskogen og Gjelleraasen delte sig.
