tæt herved en ølstue, hvor der bor en haandværksmand«.
Tollef var nok kjendt paa denne plads, som kaldtes Jordbroen. Laurits skomager, husbonden her, var en god ven af ham og havde nys været saa snil at tage i forvaring en sølvske, som han blandt andre sager havde stjaalet i Fets sogn. I førstningen afviste han forslaget om at være med paa dette foretagende »Jeg er lam», undskyldte han sig med, «og kan ikke vel komme afsted«. »Her er da ingen afbræk«, sagde Jens, «marken er bred. Følg du kun med mig». »Ja, dersom du bare ikke løber fra mig, saa faar jeg vel gjøre det da, siden du vil det», sagde Tollef. Hans betænkeligheder var overvundne, og det skulde blive ved denne aftale.
Da det led ud paa kvelden, skulde Jens hen for at speide. Straks efter kom han igjen med den besked, at de fik vente en stund; «thi nu», sagde han, «sidder konen og giver børnene mad».
Der hengik da en times tid eller to. Saa fulgtes de ad nedover til pladsen. Da de vare komne til gjærdet, bad Josef Tollef om at vente der, medens han gik hen for at se efter, om folkene paa pladsen sov; »thi du«, sagde han, «kan ikke løbe saa snart, om der skulde komme nogen«. Om en stund var han tilbage igjen. »De sover nu», sagde han. »Nu kan du komme frem». De gik da op til pladsen og bankede paa. «Hvem er det?» spurgte en kvinderøst indenfor. «Det er hovmænd, som vil kjøbe øl», lød svaret. De hørte da konen befale sin halvvoksne datter at staa op for at lukke dem ind. «Du faar blive her», hviskede Jens til Tollef, «for at tage vare paa døren, om nogen kommer løbende».
