Arresteret som mistænkt for delagtighed i mordbranden
paa Jordbroen afgav han for retten en bekjendelse,
som i det væsentligste gik ud paa følgende:
En regnfuld aften, den ute november 1647, kom han stavrende nedover fra Skedsmo sogn. Da han var naaet til gaarden Stovner i Akersbygden, mødte han Jens Holgerssøn, som havde sin bøsse paa nakken. De blev da i følge med hinanden forbi gaarden Furuset. Underveis kom de i snak om et og andet, og Tollef klynkede da over, hvor usle tiderne var. Da sagde Jens: »Følg med mig, du, saa skal du ikke have behov at arbeide. Jeg skal nok fli dig føde alligevel«.
Natten var imidlertid faldt paa. Det regnede, saa det øste ned, og de fandt det derfor raadeligst at søge nattely sammen i en lade, som stod ude paa engen ved gaarden Lerdal. Da de vel var komne ind her, spurgte Jens den forsultne Tollef: «Vil du have mad?» Tollef tog med tak imod tilbudet, hvorpaa Jens dækkede op af sin madpose med grøn ost, flesk, pølse og lefse, og de gjorde sig saa tilgode hermed.
De slog sig nu foreløbig ned i laden. Den følgende morgen regnede det fremdeles, saa de ingen vei kunde komme. De begyndte da at lægge planer for de bedrifter, som skulde øves i kommende dage. I samtalens løb ytrede Jens til Tollef: »Jeg ved jo af et sted, hvor vi skulde faa nok baade af sølv og penge, var det saasandt ved juletider». »Hvor er det?» spurgte Tollef. «Det er hos en mand, som heder Anders Disen», vedblev den anden. »Men der er liden raad til det nu, for han har nogle slemme hunde. Jeg var der engang ifjor vinter, men kunde ikke komme frem for de djævels bikjerne hans. Derimod har vi
