nimbus i det 17de aarhundrede som Arv Bravkarl og Malice-Knud i det 18de, og som Gjest Baardssøn og Ole Høiland i det 19de. For vor tids betragtning synes det uforklarligt, hvorledes der kunde hengaa flere aar, før det lykkedes øvrigheden at sprænge banden; men grunden maa dog vistnok søges i, at almuesmanden holdt med tyvene.
Merkeligt nok skulde en forbrydelse som Anders skinder og vistnok ogsaa Jens Holgerssøn var uskyldig i, kaste lys over bandens bedrifter og nedkalde lovens straf over hovedmændene.
Mellem gaardene Lindeberg og Lerdal i Akers sogn stod der i aaret 1647 en plads, som kaldtes Jordbroen. Her boede en skomager ved navn Laurits med kone og børn. Natten mellem 12te og 13de november i det nævnte aar, da manden var fraværende fra hjemmet, blev konen og hendes to børn dræbte og for at skjule ugjerningen var der sat ild paa huset. Man gjettede dog straks, at her forelaa en forbrydelse, og mistanken faldt paa en tyveknegt fra Hakedalen, Tollef Gudmundssøn Mørk, som flakkede omkring i Kristiania omegn.
Tollef havde aldrig havt lykke med sig i sit haandverk. Thi saa ofte han havde taget en ubetydelighed, var ejermanden straks paa spor efter tyven og tog det stjaalne tilbage. I vinteren 1645 engang stjal han 10 merker lærredsgarn og 5 merker lin fra Berthe, Ole Moss’s i Vaterland. Men han kom ikke langt unda med sine koster, før han blev fakket. At Kristiania raadstuearrest paa den tid ikke var det bedste gjestgiversted, fik han sande; thi der frøs han begge fødderne af sig, og for eftertiden maatte han hinke gaard og bygd imellem med sin brændemerkede pande
