sin grund i, at almuesmanden, der vel vidste, hvor forgrenet og mandsterk banden var, af frygt for hevn som oftest ikke vovede at overlevere nogen af dens medlemmer i øvrighedens hænder; den bestjaalne nøiede sig derfor med at tage fra tyvene, hvad hans var, naar leilighed bødes. Men Jens Holgerssøn og Anders skinder gik ved afhændelsen af sine tyvekoster ogsaa frem paa en maade, som ikke kan andet end vække forundring, naar man tager hensyn til tidens kommunikationsmidler. Sager, som var stjaalne i Tunsberg eller Brunla len, blev bortbyttede øverst i Gudbrandsdalen, og gjenstande, som hidrørte fra Vigsiden og egnen om Svinesund, sørgede deres hjælpere og hjælpers hjælpere i Kristiania for at omsætte i penge eller madvarer.
At veiene omkring hovedstaden paa denne tid ikke kunde regnes for at være synderlig sikre, har man flere vidnesbyrd om. Det var vel neppe heller for det gode, at Jens Holgerssøn havde saa stadigt tilhold hos Lars Jakobssøn, som boede paa «majorens eng« i Akers sogn, og oftere fik sendt bud over til Taasen, hvor Anders skinder stundom holdt hus. Overalt i omegnen havde banden sine hælere. Foruden i folkene paa Majorengen og Taasen havde den ogsaa hjælpere i en Ole Svendssøn i Piperviken og en Per fisker i Bækkelaget. Fra den sidstnævnte havde man ikke langt til Ekebergskogen, der var god at tage til i en snæver vending; i dens smuthuller kunde en stakkels eftersat tyv holde sig skjult i hele uger, om han vilde.
Da freden til Brømsebro igjen bragte ro og større sikkerhed i landet, blev det indbyrdes samhold inden banden svækket. Saaledes kom Jens Holgerssøn en-
