om den ikke førte enhver, som faldt i dens hænder, paa veien til retterstedet, var dens ofre dog meget at beklage i denne torturens guldalder. Den kjendsgjerning, at folk fryser fødderne af sig i hovedstadens varetægtsarrest, taler just ikke til fordel for retsplejen heller.
De justitsakter, som er bevarede fra dette tidsrum, vidner om, at trediveaarskrigens demoralisation ogsaa har sat sine merker i vort folk. Soldaterne – eller knegterne, som de dengang kaldtes – rømte i skarevis fra sine regimenter, der laa ved grænsen, for at søge sit erhverv ved «kjeltringehaandverket». Tyverier og plyndringer hørte derfor til dagens orden, og snigmord var heller ikke sjeldne. Til lykke for den fredelige befolkning var enigheden blandt kjeltringerne indbyrdes ikke synderlig sterk. Naar de havde stjaalet saa meget, som de kunde trække af med, hændte det ofte, at der opstod strid om byttets fordeling, og resultatet af denne kunde blive, at begge parter havnede i galgen.
Det var saaledes vistnok tilfældet med en tyvebande, som huserede omkring Kristiania i Hannibalsfejdens dage. De afbrudte bekjendelser, som hovedmændene dels under, dels uden tortur afgav om sine bedrifter, giver sammenstillede et ret interessant billede af det lavere folkeliv i hovedstaden i dens første tilværelse.
Jens Holgerssøn og Anders Kasperssøn skinder (ɔ: rakker) hed to fuldblods tatere. Den første havde, da han var femten aar gammel, skilt sig ud fra det følge, hans forældre tilhørte, og faaet en kjærest paa fantevis. Anders havde gjort sin debut som tyv i
