Det første, Fredrik gjorde, var at sætte sig i besiddelse
af Staales belte, og snart kom der til et basketag,
som spurgtes længe bagefter. Staale bandede paa, at
havde han havt beltet sit paa, saa skulde han have
været karl til at tage det op med dem, om de havde
været dobbelt saa mange; men nu maatte han give
tabt. Da han var bleven ført ud paa tunet, sled han
sig og vilde sætte i vei opover til Graaurden. Men de
lette og rappe sundøler tog ham straks igjen’ og nu
blev han bunden saa forsvarlig, at han for det første
fik lade være at tænke paa at rømme. Siden førtes
han til Throndhjem og er dermed ude at sagaen. Om
sine tyvekoster, som han havde gjemt i urden, vilde
han ikke give nogen besked, og de ligger derfor endnu
den dag idag i sikker forvaring, hvor han havde
lagt dem.
Fortalt mig af skolelærer A. Gundersen fra Nisja i Sundalen.
Hannibalsfeiden er maaske et af de mørkeste afsnit
af vort fædrelands historie efter reformationen.
Folkets moralske tilbagegang ytrer sig paa alle hold,
ligesom der tydelig kan spores en stansning i den materielle
udvikling. Agtelsen for lov og ret staar paa svage
fødder. Storbonden tager sig selv tilrette ligeoverfor
tyve og fredløse, medens fattigmanden i landeveisridderne
ser sine bedste venner og forsørgere. At justitsen
var streng, bar de vel besatte galger og rigt udstyrede
steiler, om hvilke rovfuglene kredsede i store
flokke, mere end tilstrækkeligt vidnesbyrd om. Selv
