me, og de kom derfor i snak med hinanden. I løbet
af samtalen spurgte aafjordingen den anden, hvor han
agtede sig hen. «Til lensmand Nideros paa Øian»,
lød svaret, og dermed skiltes de. Endda havde aafjordingen
ikke draget sig til minde, hvem den anden var,
og han saa sig derfor tilbage. Da saa han, at den
fremmede ikke havde efterladt sig noget spor i den
nyfaldne sne, og nu skjønte han, hvem det var, han
havde talt med.
At Nideros havde faaet frist, var greit, men paa hvilken maade vidste ingen. Da aaret var omme, døde han. Lysene, som stod paa hans ligkiste, vilde ikke brænde klart, men var mørkeblaa helt igjennem og truede hvert øieblik med at slukne.
En søndag efter Nideros’s jordefærd saa folk gubben fra Murvollan oppe i Aafjorddalen staa og stampe paa hans grav. «Du stjal en okse fra mig«, raabte han; »krymp dig nu, om du kan«.
Fortalt af fyrverker Czernickow.
I Stadsbygden ved Throndhjemsfjorden ligger der
en gaard, som kaldes Brødreskifte eller Brøskift, som
det i daglig tale heder. Hvorledes den fik dette besynderlige
navn, skal efter sagnet være foregaaet paa
følgende maade.
To brødre skulde bytte gaarden efter sin fader. Delingen blev foretaget gang paa gang; men stedse
