Lines. Men neppe fik Kristofer øie paa ham, før han med knubbede ord bød ham pakke sig. Finnen tryglede og bad pent for sig, men Kristofer blev argere og argere. Da han ikke kunde faa finnen afsted paa anden vis, rev han en bøsse af væggen og skreg: «Pakker du dig ikke paa timen, saa skal jeg – –«. Finnen luskede da af, men i døren snuede han sig om og sagde: »Aa skyd ikke paa mig, du fa’lil; du skal tidsnok faa andet at skyde paa». En nat – det kunde vel være en uges tid eller saa bagefter – kom der en bjørn svømmende over til øen, hvor den rev alle udgangsfaar ihjel. Det var, mente folk, ingen anden end finnen, som paa denne vis hevnede sig paa Kristofer Lines.
Sagnet om Adrianus har jeg hørt af en gammel selbyg. Jfr. ogsaa Segnir fraa bygdom II, s. 30 fg. O. Stv. Hansen, bygdefortælling s. 85. Sagnet fra Aafjorden er mig mundtlig fortalt af fyrverker Czernickow.
Forbandet være den slemme fin,
Kristofer monne afrette,
at forhefte saaledes Guds veder og vind
og for segl og aarer pind sætte.
Skjemtevise af biskop Arreboe.
En anden overtro, som ogsaa er temmelig almindelig nordenfjelds, tillægger finnerne at kunne skaffe vind og medbør, storm og uveir ved sine trolddomskunster.
Ombord paa en nordlandsskude, der laa for vind-
