have god grund til at frygte for, at der ad sommeren kunde times buskapen en ulykke af de forheksede udyr.
I Selbu har man saaledes en fortælling om en fin ved navn Adrianus, som ikke blot selv kunde «løbe varg«, men ogsaa kastede vargham paa andre. En rig gjerrig knark, som havde fornærmet ham engang, maatte saaledes gaa om som ulv i tre aar, for at han tilgagns skulde faa føle, hvor ulven kunde sulte. Da han saa igjen var bleven menneske, skar det ham altid i hjertet at høre ulvenes hylen, og da gik han bort i fjøset og slap ud en okse eller ko til dem. «For der er ingen, som kan tro, hvor ulven kan sulte», sagde han. Hver julekveld ledede han sin største okse ud til dem for at de i det mindste kunde slippe at sulte den kveld. Adrianus selv skal være bleven skudt af sin egen Ustedfader, da han som ulv havde brudt ind i hans fjøs og revet hans kreaturer ihjel. Man kjendte ham igjen paa slireremmen, som han bar indenfor varghammen.
Udenfor Aafjorden ligger Voksøen eller Linesøen. Her fandtes der i begyndelsen af aarhundredet store flokke af prægtige udgangsfaar eller vilde faar, som bygdefolket gjerne kaldte dem. Den største del af dem tilhørte opsidderen paa gaarden Lines, skjønt enkelte flokke ogsaa eiedes af bønderne paa øens andre gaarde. Paa Lines boede dengang en gammel grætten kall, som hed Kristofer. Han var saa fuld af trættesyge og kranglelyst, at baade naboer og andre gjerne holdt sig borte fra ham. Og saa gjerrig var han, at det var netop saavidt, han selv timedes at æde sig mæt. Engang kom der en tiggerfin over til øen. Først var han indom paa de andre gaarde og fik der baade at tære og bære. Tilsidst kom han indom paa
