og det formedelst hun var bleven vred paa en lensmand,
som var ude med og fiskede. Men hun
kunde ikke faa nogen magt med ham, da han var en
saare gudfrygtig mand. Han stod aldrig op nogen
morgen eller gik til noget arbeide, uden først at have
befalet sig gud i vold. Derfor blev han og bjerget
af stormen og uveiret og kom uskadt i land».
Michel Mogenssøn, Threnologia Numedalensis (Kjøbenhavn 1627).
Hist og her i det nordenfjeldske findes der endnu bevaret traditioner om større ulykker, som har fundet sted paa havet. De skriftlige kilder meddeler derimod som oftest meget sparsomme oplysninger herom. I Aaret 1696 kom efter meldalspresten Melchior Augustinussøns beretning 12 baade, hjemmehørende i Bod i Romsdalen og hver med 4 à 5 mands besætning, bort under fisket paa nordmørekanten. Den 3die april 1703 omkom over 80 fiskere fra Hitteren paa Frohavet. I begyndelsen af 1718 synes en lignende ulykke at have rammet et andet af prestegjeldene i Fosens fogderi.
Blandt almuen nordenfjelds har det været gjængs
tro, at finnerne kunde paatage sig ulvens og bjørnens
ham, naar de lystede, ja endog omskabe sine uvenner
til udyr. Denne overtro er endnu ikke ganske forsvunden.
Man vogtede sig derfor gjerne for at støde
de tiggerfinner, som streifede om i bygderne, for hovedet,
hvor paatrængende de end mangen gang kunde
være. Ellers turde det nok hænde, at man kunde
