ind til Fladanger ved at sætte kursen paa lykke og fromme. Men de var tildels i en meget bedrøvelig forfatning somme havde slæbt saa længe under Stormens og bølgernes raseri, at blodet strømmede dem baade af mund og navle, andre havde under redningen fra de forulykkede baade knækket sine arme og ben. Den jammer, som opstod blandt enker og faderløse, lader sig neppe beskrive.
»Gud hjelpe fattig’ enker
og faderløse smaa,
som sidder hjem og venter
med hjertens stor attraa,
at de skull’ faa
deres at se tilsammen
med glæde, lyst og gammen, –
det kan de her ej naa«.
Nuomstunder ved fiskerne i Namdalen intet at berette om ulykken paa Foldenfjorden. I begyndelsen af forrige aarhundrede havde man dog et ret interessant træk om den at berette. En orlogsgast ombord paa «Høienhald», en fregat, der som bekjendt spillede en ikke uvæsentlig rolle under søkrigen mod Karl den 12te, har i en endnu bevaret noteringsbog optegnet følgende sagn herom:
»For mange aar siden blev der i et forrygende uveir 700 fiskerbaade borte udenfor Namdalen, 20 mile nord for Throndhjem. Kun tre baade kom uskadte tillands. Dette veir havde en troldkjærring sendt ud,
