delskarl dragende forbi. Han saa hesten og syntes, han i den skulde drage kjendsel paa en mand, som han havde truffet sammen med i tidligere dage. Han tog grimen af dyret, og det viste sig da, at han ikke havde taget feil, da hesten blev menneske igjen. Da handelskarlen saa, at det var Lisbet Nypens nabo og uven, skjønte han straks, hvorledes det hang sammen, og han gav ham nu det raad, at han skulde passe paa at smette grimen over hovedet paa Lisbet, just som hun traadte ud af kirkedøren. Han gjorde saa. Men slig friskyds som han dengang fik havde han ikke før havt og fik det heller ikke siden i sit hele liv.
Sent en kveld kom der en student fra Throndhjem ud til Lisbet for at klage sin nød. Han havde nemlig faaet tilsigelse fra kongen om, at han skulde indfinde sig i Kjøbenhavn for at prædike for ham. Men brevet var bleven forsinket, og allerede den næste dags morgen maatte han være der. Lisbet mente, at det nok kunde lade sig gjøre. Hun fandt frem en sopelime, smurte den af et horn, satte sig saa omskrævs over den og bød studenten gjøre ligesaa. Saa mumlede Lisbet nogle ord mellem tænderne; op gjennem skorstenen bar det med dem og videre gjennem luften. Saa strygende gik det, at studenten hverken kunde anse eller sanse; men i Kjøbenhavn var han til rette tid, saa han kunde holde sin prædiken.
Samtlige disse træk er vel kjendte over det throndhjemske. Fortællingen om Studenten og Lisbet har i enkelte bygder det tillæg: Studenten skulde først, naar han var kommen paa prædikestolen, faa opgivet den tekst, hvorover han skulde prædike. Kommen derop blev han overrakt et sammenlagt papir, som skulde indeholde teksten. Men da han udfoldede det, viste det sig, at
