det var, kom Lisbet farende igjen. Da hun fik se al den rømme, som gik tilspilde, blev hun saa sint, at hun haardrog jenten, spyttede og bandede: «Jeg bad dig kjerne smør for to bygder, jeg, og du giver dig til at kjerne for fire i den lille strokken min», skreg hun.
Naar man nordenfjelds spiser sild, glemmer man aldrig at knække sildebenet over i tre dele. Skulde en undlade at gjøre det, udebliver aldrig den formaning fra ældre folk: «Knæk sildebenet, ellers kommer Lisbet!» Lisbet havde nemlig engang en tjenestegut, som hun holdt godt med mad og drikke i alle dele. Men drengen blev snart ilde ved, da han kom efter, at det bestandig var en og samme sild, han spiste af, endda han hver Gang blot lod benene tilbage. Thi saa ofte Lisbet lagede til maals, lagde hun ny sild paa benet. Tilslut blev han ærgerlig over dette og knækkede benet over tre gange, idet han lod sin madmoder vide, at nu vilde han have en ny sild. Fra den stund af havde Lisbet ikke mere magt over den.
Lisbet var aldrig opraad for skyds. Engang, da hun skulde over til Stadsbygden i et nødvendigt erende, blæste der op en forrygende storm. Men Lisbet satte paa Bynesset en møllesten paa søen og roede paa den over fjorden til sit bestemmelsessted.
Engang, da Lisbet var til stevne oppe paa Dovrefjeld, kom hun ilde ude. Om natten havde hun nemlig taget sin nabo ud af sengen og skabt ham om til hest og red saa paa ham til Opdals kirke. Her bandt hun ham udenfor kirkevæggen med en grime, medens hun var inde med de andre hekse. Veiret var baade surt og koldt, og endda manden var hest, frøs og skalv ham saa det hukrede i ham. Saa kom der en han-
