»Du far saa ilde afsted«; og blev saa skaalen paa samme spade af bruden over bordet brudgommen tilbagesendt, hvorpaa brudgommen skal have reist sig op fra bordet og spurgte, om pigen ikke vilde lægge pengene derudi? som bruden svarede nei til; og straks stod en anden op fra bordet, gik til pigen med skaalen og gav hende en penge, hun endelig skulde lægge derudi, og som hun endda ikke vilde, gik han igjen tilbage med skaalen og pengen, med mere, som passerede, imidlertid de spiste. Endelig forklarer pigen, at da maaltidet var endt, blev bruden ledt til brudgommen, som begge kom til hende og nødte hende at danse med bruden, hvortil hun og af stolen blev nedløftet; mens som hun dertil ei heller var at persvadere, dansede brudgommen selv med bruden, og siden vedblev stedse med de samtlige at danse, indtil pigen hørte dem nogle gange lade ilde over den stygge bjeldes lyd, de hørte,[1] og at de bandede saa ilde, hvorover de skal være gaaen hen over ilden i skorstenen og vredet deres hænder samtlig; og derpaa blev der sagt til prestekonen: de faar at have hende ud igjen. I det samme sagde pigen, at prestekonen tog hende under armene og krystede hende noget haardt over brystet, mens en, som stod paa gulvet, raabte til prestekonen: »Farer ikke ilde med hende, vi skal altid faa hende igjen«. Imidlertid blev hun af samme dør udbaaret, som hun kom ind, og sat paa en rund grøn flek, ligeoverfor gaarden, som pigen syntes hun tjente, og bad prestekonen hende sidde der og løb saa bort. Pigen siger
- ↑ Denne bjelde var en klokke, som pigens fader med en anden mand havde taget ned af næste kirke og hængt udi et træ, hvor pigen savnedes, og ringede dermed fra morgenen udpaa eftermiddagen, hvis lyd pigen dog siger ei at have hørt.
