Side:Øverland - Fra en svunden tid.djvu/189

Du lader jordens kræfter bruse
og lyde dine faderbud.
Din tordenarm kan verdner knuse;
thi vi er støv, men du er Gud.

Ja, om mit øie var en klippe,
det maatte smeltes hen i graad;
stenhaarde hjerter jo maa briste,
og blege kinder blive vaad,
at øine Tillers gaard og kirke
nedgravet iblandt sten og grus;
dens jord oplod sin graadig strube,
nedsvælged mennesker og hus.

O afgrunds svælg! du tog dit bytte,
retfærdig almagt gav dig bud,
bortrev saavel fra hus som hytte
en støtte for sin’ børn og brud;
graahærdet olding trøsten savner’
paa grusets bred med taarer staar;
ei yngling mer sit haab omfavner’
men sukkende tilbage gaar.

Hvormange hjerter synet saarer!
Ømt lyder faderløses graad.
Ja, enkers og forladtes taarer
gjør altfor ofte kinder vaad.
Ulykkens storm paa hjertet banker,
som bølger paa en klippe slaar.
Ræk dem, o almagt! haabets anker,
da trøst i deres sorg de faar.

O Gud! du trøstens balsam skjænke,
husval enhver’ som er forladt,
og den frugtsommelige enke
vær hendes trøst i sorgens nat!
Det ømme foster ved dit hjerte
vil vække sorg ved fadersavn
og volde moder dobbelt smerte.
Benoni kaldes bør hans navn!