som fjøs, reves baglængs med i faldet. Lars og barnet saaes aldrig mere.
50 aar bagefter (September 1855) fandt man 100 skridt nedenfor det sted, hvor kirken havde staaet, et lidet minde om den. Det var en liden sølvdisk med indgravet kors, som troes at have hørt til dens hellige kar.
Helt til det sidste har »Lars Tillers ryggesløse liv og bratte døde været et yndet emne for lægprædikanter, og rimeligvis blev han tidlig fremstillet som et afskrækkende exempel for den opvoksende slægt. I smaa traktater uden aar og trykkested, som man for et snes aar siden kunde finde i nær sagt hver eneste stue nordenfjelds, brødes staven over ham i de mest fordømmende ordelag; kun faa dvælede ved den ædle opofrende daad, hvormed han gik ud af livet. Men midt i denne fordømmelse løfter bygdedigteren Anders Gylland sin røst for at tale et ord om fordragelighed ligeoverfor andre og opmerksomhed ligeoverfor sig selv. Som en prøve paa den nordenfjeldske bygdedigtning, hvorom der i det foregaaende oftere er talt, hidsættes «Tillervisen« i sin helhed, skjønt den hverken fra formens eller indholdets side paa langt nær kan maale sig med andre af Anders Gyllands sange.
O, verdens fader! Alt du byder,
alt sker efter dit visdoms raad.
Det store alt dit vink adlyder,
du blander fryd med suk og graad.
