Et par dage efter i graalysningen, før byporten
endnu var lukket op, holdt Lars udenfor bommen
ved brovagten med en spidsslæde og bad saa vakkert
om at faa slippe ind i byen. »Det blev nok andet
end laatt og løie af,« sagde han og for sig med haandbagen
over øinene, »for igaar kveld blev »hu mo’r« saa
klen, at det vel er vant (vanskeligt) om, jeg naar til doktoren,
medens hun er ilive.« Betjenten var ikke sen med
at komme ud af boden. Han hukede sig over den, som
i slæden sad, indtullet i skindfæller og tørklæder fra
top til taa. »Er du svært daarlig, og, mo’r?« spurgte
han medynksomt. »Uf, uf,« lød det fra den kant.
»Aa nei, aa nei, Lars! du faar nok skynde dig, hvis
her skal være raad,« sagde han. Lars kjørte til.
Længere ude paa dagen kom det accisebetjentene for øre, at Lars sad inde hos en høker i nabolaget og kytede af, hvor godt han havde taget dem ved næsen. Det var nemlig en stor levende purke, som han om morgenen havde skydset til byen i spidsslæde.
Men saa vild og ryggesløs Lars var sit hele liv igjennem, blev han bortrykket af døden i et øieblik, da han var ifærd med at øve en virkelig stordaad. Lars og hans husfolk var allerede komne i sikkerhed, da han hørte, at et barn, tilhørende en inderstfamilie, i hastverket var bleven forglemt. Lars vidste, det gjaldt dets liv, og uden at agte paa dem, som vilde holde ham tilbage, ilede han igjen ind i huset. Efter nogle øieblikkes ængstelig spænding viste Lars sig paa yderdørstokken med barnet paa armen. Da ljomede kirkeklokkerne i den nærliggende kirke, idet den med taarnet foran forsvandt i en mere end 60 alen dyb afgrund, og husebygningerne paa Nord-Tiller, stuelaan
