endog saa slem medfart, at han bagefter ikke var saa sterk som før.
En almindelig fornøielse for halvdrukne bondegutter, som var paa besøg i Throndhjem, var at levere blodige bataljer med byens vægtere og garnison, under hvilke det ofte gik meget vildt til. Saadanne slagsmaal maa, efter de bevarede træk at dømme, have været karakteristiske for Throndhjem endog i høiere grad end for andre garnisonsbyer, og især udmerkede soldaterne sig ved en raahed og brutalitet, at man ikke for intet sagde: »at hverve sig til kongens karl var jevngodt med at sætte den ene fod indenfor slaveriporten.« At Lars Tiller under slige sammenstød maatte spille en helterolle, er ikke mere end rimeligt, og man fortæller da ogsaa om, hvorledes han paa skrømt kunde lade sig arrestere af 6, 8 vægtere eller soldater for saa efter et betimeligt varsko at slaa dem alle overende og gaa sin vei, uden at hans modstandere vovede at antaste ham mere.
Ogsaa byens accisebetjente maatte holde for, naar den kaade ungdom vilde have løier. Men saa godt, som de engang blev narrede at Lars Nordigaarden, vilde man ellers hverken have hørt eller spurgt. En vinterkveld, da Lars kjørte over bybroen, hvor en af acciseboderne laa, lovede han med mange uvorne ord de vagthavende betjente, at næste gang, han kom til byen, vilde han have med sig gods, hvoraf han skulde slippe at betale accise. Betjentene lo og mente, at de nok kunde passe sig mod smugling. Tilslut væddede de med Lars, som var fuld som sædvanlig, at de selv skulde betale accisen, om det lykkedes ham at smugle ufortoldet gods ind. Lars ruslede saa i vei hjemover.
