ulykken i Tiller en sand panik, og iblandt almuesklassen spredte der sig endog spaadomme om verdens (d. v. v. s. Throndhjems) undergang Flere familier skal i de nærmeste dage have forladt byen. En kommission, som stiftet lod nedsætte, fandt imidlertid byens stilling lidet truet og indskrænkede sig væsentlig blot til regulering af elveløbet, bortskaffelse af isen i elvens nedre løb og anstalter til at opfiske de nedad strømmen drivende træmaterialier. Inden kort tid havde skrækken lagt sig, hvortil en erklæring, som den almindelig agtede forstander R. Schive lod indrykke i byens avis efter at have taget lokaliteterne i øiesyn, bidrog sit. Men mindet om den udstaaede skræk sad gamle folk længe i blodet.
Den omkomne opsidder paa gaarden Nord-Tiller, Lars Nordigaarden, var en berygtet slagsbroder og spilopmager, hvis optøier var videnom bekjendte. Der gaar endnu et stygt ord i bygderne om, hvorledes han eglede sig ind paa folk, og hvorledes han slog og sloges. Engang havde han hørt tale om en dølegut, af hvis styrke der gik et stort ry. Da han havde spurgt, at denne vilde indfinde sig paa Lillehammer marked, gjorde han en reise did for at drages med ham. Men dengang kom .det nok ikke til noget basketag, for hverken dølen eller Nordigaarden havde, da det kom til stykket, rigtig hug til at tage fat.
Siden kom han op at slaas med Jon Seie, husmand under Selbu prestegaard, først paa Throndhjems gader, senere paa Teigen i Klæbu, men i begge disse sammenstød kom han tilkort. I det sidste fik han
