Især mindes bygdefolket her flommen af 1788, som bl. a. ganske stansede driften af Kvikne kobberverk, idet den fyldte gruberne med vand. Men det er vistnok faa af alle disse begivenheder, som har fæstet sig saaledes i erindringen som det store jordfald i Tiller, der endnu efter mere end 70 aars forløb skildres med levende farver.
Oppe ved Nedre Lerfos var der i aarhundredets begyndelse ved en fest til ære for general von Krogh, der bl. a. eiede Leren gaard, opreist en æresstøtte, hvorpaa der under generalens navn prangede følgende vers:
»Før stanser Leren i sit fald,
end dette navn forgjettes skal.«
Saa brautende denne indskrift ved første øiekast end turde synes at være, skulde det dog hænde engang, medens generalen endnu levede, at Lerfossen stod tom for vand i flere timer. Det var den 7de Marts 1816, en dag, som gamle trøndere mindedes med gru og skræk.
Den nedre del af Nidelvens løb mellem Stavne (Cecilienborg) og Klæbu har jevnlig været skueplads for større eller mindre udrasninger, der paa enkelte steder endog har givet dens bredder næsten lodrette skrænter. I en fjern fortid skal efter gamle folks udsagn især Tillergaardene have været haardt udsatte for saadanne jordfald; men denne uro havde nu forlængst lagt sig, saa bygdefolket ei havde taget i betænkning at bygge sin sognekirke paa den nordre af disse gaarde. Jordbunden i Tiller bestaar gjennemgaaende
