oplysninger hos J. Brovold, John Neergaard (Christianssund 1874) og i Myhrebøes oplevelser og erindringer (Kristiania 1882).
Overalt i de throndhjemske dalfører lever der en række af sagn om elvebrud og oversvømmelser, som tildels har anrettet forfærdelige ødelæggelser baade paa eiendom og menneskeliv. Endnu mindes Gauldølen saaledes det store elvebrud, som foregik i 1345 ved »Hagavatnets« udskriden, og som kostede mindst 300 mennesker livet. I 1440-aarene skal en lignende naturomvæltning have herjet Stjørdalen, ved hvilken Vemes kirke kun som ved et vidunder blev reddet[1].
I den lille vakre bygd, Buviken ved Gulosen, anneks til Bynesset, foregik der i en senere tid (dog neppe saa sent som i 1702, som af enkelte antaget[2]) en større sænkning i jordsmonet i bygdens midtre del, hvorved hovedgaarden Saltnes med et der staaende kapel forsvandt i dybet. Paa den modsatte side af Gulosen har der paa det saakaldte Braalere fundet flere betydelige udrasninger sted, hvoraf en for henved 50 aar siden især havde et gruopvækkende omfang. Ogsaa Orkedalen har jevnlig været udsat for elvebrud og oversvømmelser, der har anrettet store ødelæggelser.
