af sandjord, der paa enkelte steder har en dybde af 50–60 alen. Men under sandlagene ligger der betydelige mergelleier.
Hele vaaren 1816 havde det regnet meget jevnt og vedholdende. Paa flere steder i dalene, der rummede lerleier under løs sandjord, navnlig i myrlændte trakter, føltes efter en bekjendt naturforskers udsagn grunden langt mere urolig, end den behøvede at være i tæleløsningens tid. At større udrasninger vilde finde sted, ansaa man paa flere steder for givet.
Fra et myrhul paa nordre Tillers grund hørtes der den 7de Marts kl. 5½ om eftermiddagen et dumpt knald som af et kanonskud, der ledsagedes af en rødgul lue og tyk røg, som fyldte luften med sterk svovlstank. I det næste øieblik begyndte grunden at gynge. Omtrent 550 maal af Tillergaardenes bedste jord blev i mindre end et kvarters tid sat i bevægelse og i flød ligesom paa det i afgrunden opløste kvikler ud i elven, sprængte flere hundrede alen tvers over denne op ad bakkerne paa den modsatte elvebred, hvor den anrettede betydelige ødelæggelser, og fyldte paa sine steder elven op med lermasser af indtil 20 alens høide og derover. Saa sterkt var trykket, at de ⅛ mil ovenfor faldet i elven ved Nordset beliggende sag- og møllebrug bortreves. Hele Nidelvens bund hævedes paa ganske kort tid 20 alen (ved Tillerbro) med jevn skraaning nedover mod Lerfossen.
»Denne naturbegivenheds ødelæggelser – skriver J. H. Darre i sin beretning – er tildels skrækkelige og i det hele ei ubetydelige; thi blandt andet hører dertil, at for de uheldige Tillergaardes eiere er mere end det halve af deres bedst dyrkede land tilintetgjort. Den smukke, for faa aar siden af ny opbyggede Tiller
