bosat sig paa gaarden Loholt paa Opstrinden, og kjøbmændene Erik O. Wullum og Amt Solem. Alle disse tre havde en merkelig livsførelse at opvise, idet de ligesom Grendahl fra ringe kaar ved streng økonomi og stræbsomhed havde arbeidet sig op til agtede stillinger i samfundet. I visse maader udgik der fra disse mænd en kraft, der bragte nyt liv og rørelse i de throndhjemske forhold, der af krigene i aarhundredets begyndelse og den deraf følgende økonomiske krise var bragt i sterkeste forfald. En større del af Throndhjems borgerstand, hvis bedste tid faldt mellem aarene 1840–1870, hørte til deres frænder eller lærlinge. Størst indflydelse øvede vistnok E. O. Wullum og Amt Solem. »Kunde Wullums levnetsløb tænkes trykt,« skriver en mand, som i aarrækker stod ham nær, »vilde man have et verk, som ikke vilde give nogensomhelst eventyrbog efter.« Ikke mindre merkelig er Arnt Solems oplevelser. Han var en bondegut fra gaarden Solem i Klæbu og sluttede sig tidlig til H. N. Hauge. Da han var en flink tømmermand, kom han engang i arbeide hos kancelliraad Erik Must paa Leangen. Denne, som havde megen sans for træskjærerkunst og selv med held havde lagt sig efter dreierhaandverket[1], fattede godhed for den flinke, nethændte og paapasselige bondegut og hjalp ham i vei. Der hengik ikke mange aar, før han kunde kjøbe
- ↑ I Throndhjem og nærmeste omegn kaldte man kancelliraaden i spøg for »Erik Dreier.« Efter hvad gamle folk i min barndom fortalte, var grunden hertil følgende ret karakteristiske episode. Erik Must havde foræret en af sine leilændinger i Strinden eller Klæbu bygd en rok, som han selv havde forarbeidet. Hos denne havde en Selbyggut set den og havde spurgt, at den var gjort af »’n Erik.« Gutten
